Et blót til de gamle guders ære anno 2004
	De skriftlige kilder, man har om de gamle ritualer, er få og usammenhængende. Oftest er de kun brudstykker skrevet af undrende, kristne munke eller bibemærkninger i islandske sagaer, hvor ritualet ikke er vigtigt for selve handlingen. Men der er generelt enighed om følgende ritual, som vi har brugt i Uias fra starten: Deltagerne mødes på et gammelt helligsted. Det kunne være en bronzealdergravhøj eller en skibssætning (skibsformet kreds af sten) fra vikingetiden.
	Alle stiller sig i en rundkreds - og Goden (mandlig kultforretter/præst) eller Gydjen (kvindelig kultforretter/præstinde) placerer sig i øst. (Hvor solen stiger op). I midten af cirklen er der måske lavet et solhjul i træ/træflis, som kan brænde. Måske har de 4 personer, der står i ”verdenshjørnerne” en brændende fakkel i hånden. Ceremonierne foregår ofte omkring solnedgang eller i tusmørke, og ild har jo til alle tider fascineret mennesket.
	Så fortæller Gydjen, hvad formålet med dagens blót er; om vi skal hylde solens genkomst, bede om frugtbarhed, takke for årets høst eller hvad der nu skal foregå. Som regel beder man også folk om at slukke deres mobiltelefoner, at lade være med at hylde hvidekrist (Jesus) og så videre og så videre… Dernæst lukker Gydjen cirklen ved at gå en runde bag om deltagerne og i hvert verdenshjørne anråbe en guddom. Hvilke guddomme, der anråbes, afhænger af årstiden og blótets formål. Det kunne f.eks. være Odin, Thor, Frej og Freja. Derved skabes ”et helligt rum” (en slags portal til gudernes verden) inde i cirklen, som kun må brydes af dyr og børn, fordi de ikke ved, hvad de gør. Dvs. at man bliver på sin plads i cirklen, ligegyldigt hvad der sker. Herefter fremsiges et vers fra Eddaen (nærmere bestemt fra Sigrdrifumal vers 1 & 2). Hos os i Uias siges det først på oldnordisk og dernæst på dansk (det kræver selvfølgelig, at man har en i kredsen, der kan læse og tale oldnordisk). På dansk lyder det sådan her:
	Hil Dag Hil Dags sønner Hil Nat og Næ Se på os med milde øjne og giv de siddende sejr
	Hil Aser Hil Asynjer Hil dig, du moderlige muld Giv os to Ætlinge Ordkløgt og Forstand og lægende hænder mens vi lever.
	Herefter sender Gydjen en skål med hestekød (typisk røget hestefilet) rundt - og folk tager et lille stykke og spiser det som et symbolsk måltid til ære for Odin. I vikingetiden var hesten det største og stærkeste dyr, man kunne ofre til Odin og spise bagefter under blótmåltidet, så da kristendommen fik monopol herhjemme, forbød man spisning af hest - som blev kaldt et urent dyr - ganske som muslimerne i dag betragter grisen som uren. Dermed forhindrede de kristne magthavere, at man i hemmelighed kunne tilbede Odin på den måde. Så tænder man bålet/solhjulet, hvis der er et. (På fredede høje går den jo ikke...) Derefter fylder Gydjen ritualhornet med mjød (det er typisk et stort okse-drikkehorn, som dem, man kan se på diverse vikingemarkeder om sommeren). Derefter hylder hun en gud (f.eks. Odin – ved at drikke af hornet, løfte det mod himlen og sige ”Hil Odin!”) og sender hornet rundt i cirklen (i retning med uret – og solen). Alle deltagerne drikker nu af hornet efter tur og hylder den samme gud (her Odin). Hos os i Uias stemmer de øvrige deltagere så i med et ”Hil!” i kor hver gang. Når hornet når tilbage til Gydjen, hælder hun resten ud på jorden til de små vætter. (Vætterne er små væsner, som besjæler naturen). Det er en slags tak for, at vi må bruge netop deres stykke jord i dag. Herefter fylder hun igen hornet med frisk mjød. Tre gange i alt går hornet rundt for de guder, som Gydjen har valgt at hylde den dag.
	Til sidst går hornet rundt én gang til – til ære for en valgfri Gud. Dvs. at deltagerne nu hver især kan vælge, hvilken gud de vil hylde. Én vælger måske at hylde Odin igen for at få del i hans visdom - en anden hylder måske Thor for at få styrke til en kommende prøvelse - en tredje hylder Freja for frugtbarhed; altså for blive gravid - en fjerde Frigg for selv at være og forblive en god mor - en femte Brage for at få inspiration til et digt eller noget andet skriftligt - en sjette Frej for at få en god høst - en syvende Forsete for at retfærdigheden skal ske fyldest i en given sag - en ottende Freja igen for kærligheden, fordi hun er forelsket - en niende Tyr for at denne skal stå ham bi som FN-soldat - en tiende Njord forud for en sørejse – en ellevte takker nornerne for et sundt og raskt barn, en tolvte Fjorgyn for at jorden skal bestå i krisetider osv., indtil alle har udbragt en mere eller mindre begrundet skål.
	Så går Gydjen rundt inde i cirklen med eds-ringen (en hellig metal-ring i sølv eller bronze) og rækker den frem imod hver enkelt deltager. Hvis de vil, kan de så lægge hånden på den og love sig selv noget, uden at sige det højt, eller de kan aflægge en ed (dvs. sværge højlydt), som alle andre så kan kontrollere, om man overholder. Løftet eller eden kan være af meget forskellig karakter. Én sværger måske at tabe sig 10 kilo inden næste blót, en anden lover at være tro mod sin ægtefælle, en tredje lover fremover at læse godnathistorier for børnene HVER aften, en fjerde sværger at bestå en kommende eksamen, en femte sværger at få lagt nyt tag på laden inden vinter. Pointen er, at man lover sine guder, sig selv og andre disse ting, hvorfor man vil få at høre for det, hvis man ikke tager sig sammen og holder sit løfte… Så det gør man efter absolut bedste formåen! Herefter åbner Gydjen igen cirklen ved at gå bag om kredsen – denne gang i retning mod uret – imens hun anråber de samme guder, som hun lukkede cirklen med, i de fire verdenshjørner. Så slukkes ilden, hvis den da ikke allerede er gået ud af sig selv, og folk begynder at sætte kurs mod det sted, hvor vi skal dele et blótmåltid sammen. Sådan gjorde man dengang, så det gør vi også den dag i dag, fordi det styrker fællesskabet. Måltidet kan bestå af alt fra sandwich eller forbagte tærter til en tre-retters menu med hestebøffer - afhængigt af tid, sted og faciliteter (bål/køkken). Til maden drikker vi vand, godt øl og evt. bjørr (en guddommeligt god blanding af cider, stærk øl og mjød). Mængden begrænses af, at mange skal køre derfra, og at de fleste af os – ligesom alle andre almindelige mennesker – som regel skal på arbejde igen den følgende morgen.